Om byen / Banestien

Naturstien "Gjern-banen"

Fra Fårvang har man direkte adgang til Banestien, som er en asfalteret natursti, som strækker sig mellem Silkeborg og Langå. Velegnet til gå- og cykelture i smukke omgivelser. 
 
 
Silkeborg–Langå jernbanen historisk
Indviet: 12. november 1908
Nedlagt: 23. maj 1971
 
Jernbaneloven af 27. april 1900 gav tilladelse til anlæg af en jernbane mellem Silkeborg og Langå. At der gik hele otte år inden banen blev indviet skyldtes først og fremmest en række indviklede diskussioner om ret og pligt, de involverede parter i mellem. Resultatet af denne diskussion blev at anlægsarbejdet først for alvor kom i gang i sommeren 1906. Ingen af parterne var åbenbart særlig stolte over det udførte arbejde, hvorfor banen i alt stilhed blev indviet den 12. november 1908.
 
Et lidt mere kuriøst faktum ved denne strækning, er de såkaldte ”konestationer”. Det er ikke kun i dag at man fokuserer på mulige besparelser. Tidligere var der en betydelig lønforskel på mænd og kvinder. Den kreative driftsleder har derfor øjnet muligheden for at nedbringe omkostningerne ved at ansætte ansattes koner til at bestyre holdepladserne Bøstrup og Resenbro. Hvis damerne havde behov for hjælp, kunne de rekvirere assistance fra baneafdelingen. Dette kunne for eksempel blive aktuelt ved rangering uden for normal togtid.
 
Strækningen mellem Silkeborg og Thorsø blev offer for den række af nedlæggelser der blev gennemført i 1970’erne. På hele strækningen mellem Silkeborg og Laurbjerg er sporene jfr. oversigten fra Banestyrelsen taget op men banen føres stadig som ”asfalteret natursti”.
 
Strækningen omkring Fårvang
På Jernbanegade ligger den gamle stationsbygning, som tidligere har være anvendt som fritidshjem og senest som en del af børnehaven. Børnehaven blev lukket i 2013, og siden har stationsbygningen stået tom. Bygningen ejes af Silkeborg kommune.
Ved siden af Stationsbygningen ligger det gamle pakhus som benyttes byens Teltforening, til opbevaring af telte og bord/bænke sæt.
 
Der er langs naturstien oprettet primitive overnatningspladser, hvor der er etableret shelter, multtoilet, affaldsstativ og vandhane. Afstanden mellem pladserne er ca. 10-15 km. Den nærmeste på Fårvang ligger i Skorup.
 
Naturstiens længde mellem Silkeborg og Langå er 34 km. Stien er hele vejen belagt med asfalt og strækker sig igennem et smuk og varieret landskab. Man kommer gennem følgende byer på strækningen Silkeborg – Langå; Resenbro, Sminge, Gjern, Fårvang, Skorup, Thorsø, Bøstrup, Laurbjerg og Langå.
 
Se og læs meget mere på www.gjern-natur.dk
 
 
Fårvang Borger- og Håndværkerforening | 8882 Fårvang  | formand@faarvangby.dk